Hovedlinierne i kloaksystemet
Kloaksystemet i Skævinge Kommune er bygget op omkring Skævinge Centralrenseanlæg sydvest for Skævinge. Renseanlægget renser spildevandet fra hovedparten af byer og landsbyer i kommunen, som via gravitations- og trykledninger er forbundet med renseanlægget. De nye byudviklingsområder skal alle kobles på renseanlægget via eksisterende og nye ledninger.
I dag udnyttes ca. 70% af kapaciteten på renseanlægget. Med den planlagte boligudbygning vil der sidst i planperioden 2005-2017, eller efter planperioden, formentlig blive behov for en mindre udbygning af renseanlægget for at klare de ekstra spildevandsmængder.
I landområderne sker spildevandsafledningen til septiktanke eller nedsivningsanlæg.
Den planlagte byudvikling forventes at medføre et behov for anlæg af en lang række nye kloakledninger. Derfor er der iværksat en analyse af kloaksystemet. De beskrevne principper for den fremtidige kloakering er beskrevet i Spildevandsplan 2004-2014 for Skævinge Kommune.
Kloakering af nye boligområder i Skævinge
Skævinge By kloakeres i dag via en gammel hovedledning under hovedgaden. Kapaciteten i ledningen er fuldt opbrugt, og der er således ikke mulighed for at tilslutte større, nye byområder til ledningen. Derfor forventes der etableret en ny hovedledning i forbindelse med boligudbygningen.
Kloakering af nye boligområder i Gørløse
Kloakeringen af Gørløse sker i dag til en hovedledning nord for byen. Hovedparten af den planlagte byudvikling er imidlertid planlagt syd og vest for byen. Derfor vil der også her være behov for at etablere en ny hovedledning.
Kloakering i de øvrige byer, landsbyer og det åbne land
De planlagte boligområder i St. Lyngby forventes tilsluttet byens eksisterende kloaksystem. I Meløse forventes de planlagte boligområder tilsluttet til pumpestationen syd for Ll. Lyngby Skole.
I "Spildevandsplan 2004-2014 for Skævinge Kommune" er der taget stilling til, hvilke områder af det åbne land der skal kobles til det eksisterende ledningsnet.
Nedsivningsanlæg
Det skal i forbindelse med kloakering af nye boligområder tilstræbes, at der etableres nedsivningsanlæg for regnvand lokalt. I nogle områder, fx. hvor der er særligt sårbare grundvandsforekomster, vil det dog være uhensigtsmæssigt. Her skal der istedet etableres afledning af regnvandet til spildevandsanlægget i Skævinge. Der skal også tages højde for, at der skal være tilstrækkelige vandmængder i eksisterende regnvands- og spildevandsledninger, således at der sikres selvrensning i ledningerne.
Vandforsyning
Vandforsyningen i Skævinge Kommune er baseret på en decentral forsyning fra en række lokale vandværker, hvoraf en stor del er private. Kun St. Lyngby Vandværk er offentligt vandværk.
Vandet i undergrunden under Skævinge Kommune er generelt af høj kvalitet, og der er ikke - som mange andre steder i landet - problemer med fx. for højt nitratindhold i vandet. Der har dog været problemer med bl.a. nedsivende overfladevand ved nogle af boringerne, og det forventes at der vil være behov for et tættere samarbejde og en professionalisering af vandværkerne for at sikre vandkvaliteten i fremtiden.
Hovedparten af kommunen er udpeget som område med særlige drikkevandsinteresser. Det skyldes dels, at der er flere områder med sårbare grundvandsmagasiner i undergrunden, dels at en stor del af det grundvand, der forsyner Storkøbenhavn med drikkevand, dannes i Skævinge Kommune, og oppumpes fra vandværker i bla. Slangerup Kommune. Beskyttelsen af de vigtige grundvandsressourcer er en væsentlig årsag til igangsætningen af skovrejsningsprojektet nordøst for Skævinge.
Frederiksborg Amt har igangsat arbejdet med såkaldte indsatsplaner i amtets områder med særlige drikkevandsinteresser. I øjeblikket sker der en nærmere kortlægning af grundvandsressourcerne i kommunen, hvorefter der skal udarbejdes handlingsplaner for en række områder og vandværker.
Affald
Skævinge Kommune er omfattet af normal dagrenovation og storskrald. Kommunalbestyrelsen ønsker, at der i fremtiden sker en øget kildesortering af husstandsaffaldet.
Der er desuden opsat genbrugsflaskecontainere i hovedparten af kommunens byer og landsbyer, og der er mulighed for aflevering af øvrige materialer til genbrugsstationen i Hillerød.
Elforsyning
Elforsyningen i Skævinge Kommune varetages af NESA A/S.
Varme
Der er kraftvarmeværker i Skævinge, Gørløse samt ved Ll. Lyngby Skole, hvor kraftvarmeværket betjener både St. Lyngby og Meløse.
Vindmøller
Der er etableret et vindmølleområde mellem Borup og Gørløse. Kommunalbestyrelsen ønsker ikke, at der etableres nye vindmølleområder. Derfor er et planlagt vindmølleområde sydøst for St. Lyngby sløjfet.
Anlæg i det åbne land
En ny transformatorstation er opført i vindmølleområdet mellem Borup og Gørløse, hvor en række nordsjællandske højspændingsledninger samles.
Kommunalbestyrelsen ønsker ikke, at der etableres yderligere, store tekniske anlæg i det åbne land.
|