En strategi for fremtidig vækst
Kommuneplan 2005-2017 er kommunalbestyrelsens plan for den fremtidige byudvikling i Skævinge Kommune.
Planen bygger på en forventning om vækst. Kommunalbestyrelsen mener, at fortsat vækst i indbyggertallet er et krav, hvis vi skal bevare serviceniveauet i Skævinge Kommune. Det kræver betydelige arealudlæg til boligbyggeri, hvilket er blevet udlagt i Regionplan 2005. Den forventede befolkningstilvækst vil få betydning for Skævinge bymidte idet grundlaget for handelen styrkes. Derfor ønsker kommunalbestyrelsen at udvikle og forskønne bymidten i Skævinge by.
Kommunalbestyrelsen har præsenteret to forslag til plan for bymidten i Planstrategi 2005, og fremlægger også den vedtagne plan her i kommuneplan 2005-2017.
Vi er i dag ca. 6.200 indbyggere. Kommuneplanen bygger på et mål på ca. 8.700 indbyggere i 2017. Dermed mener vi i kommunalbestyrelsen, at vi kan sikre både service og overskuelighed, som er de væsentlige styrker i Skævinge Kommune i dag.
Balance mellem byvækst og institutionsudbygning
Vi skal fastholde og udbygge det høje serviceniveau, og derfor skal boligudbygningen følges op med udvidelse og nybyggeri af institutioner. Udviklingen skal ikke medføre overfyldte klasseværelser og daginstitutioner. Skolestrukturen ligger fast, men der kan blive tale om at udvide de fysiske rammer på skolerne.
Mest byggeri i Skævinge og Gørløse
Kommunalbestyrelsen ønsker at der skal ske mest udvikling i Skævinge. Byen har skole med overbygning, butikker og station, og her er den kommunale og private service mest udbygget.
I Gørløse er der også betydelige muligheder for boligbyggeri. Her er der udlagt 13,2 ha arealer til byformål samt 1,9 ha til offentlige formål. Forarbejdet i forbindelse med anlæg af en ny omfartsvej øst om byen er gået i gang, hvilket vil betyde en fredeliggørelse af bymidten. Gørløse by er kommunens næststørste, og det skal den også være i fremtiden.
St. Lyngby og Meløse skal også have udviklingsmuligheder
Kommunalbestyrelsen ønsker også, at der skal ske udvikling af mindre omfang i St. Lyngby og Meløse. Der er gode muligheder for byudvikling, og flere indbyggere kan medvirke til at sikre de lokale butikker og forbedre grundlaget for kraftvarmeværket og busforbindelser til Skævinge.
Afdæmpet vækst i landsbyerne
I både den sydlige og den nordligste del af kommunen er der store natur interesser og derfor store bindinger på arealerne. Her kan der ikke forventes egentlig byudvikling, men der kan ske afrundinger og „huludfyldninger“ i landsbyerne.
Et alsidigt boligudbud
Kommunalbestyrelsen forventer, at hovedparten af de nye boliger vil være parcelhuse, men ændringerne i befolkningssammensætningen stiller nye krav til boligerne. Derfor skal der også bygges mindre boliger i form af etage- og tæt-lavbyggeri.
Vi skal bevare det grønne præg
Kommunalbestyrelsen ønsker, at kommunens grønne præg som en landkommune fastholdes. De grønne områder i byerne skal friholdes for byggeri, og i tilknytning til Skævinge og Gørløse skal der etableres „grønne kiler“, der sikrer kontakt mellem by og land. Uden for byerne skal landskabet også i fremtiden være domineret af landbrug og natur.
Muligheder for en bred erhvervsudvikling
Kommunalbestyrelsen ønsker at skabe mulighed for, at den positive erhvervsudvikling inden for de traditionelle erhverv kan fortsætte. Men der skal også være mulighed for at placere moderne vidensvirksomheder i Skævinge Kommune, og vi håber også at byudviklingen kan styrke butikkerne og trække flere til.
|
Langsigtede mål
- Hovedparten af væksten skal ske i Skævinge, som skal udvikles som kommunens attraktive midtpunkt.
- Gørløse skal også have betydelige udviklingsmuligheder, og her skal der især fokuseres på de muligheder, der skabes ved anlæg af omfartsvejen.
- Der skal være mulighed for en byudvikling af mindre omfang i St. Lyngby og Meløse.
- Der skal skabes et mere alsidigt boligudbud.
- Den nuværende skolestruktur skal fastholdes.
- Der skal skabes nye muligheder for erhvervsudvikling i Skævinge/Borup og særligt i Gørløse, herunder flere butikker.
- Byudviklingen skal skabe en klar grænse mellem by og land.
- Kommunalbestyrelsen vil arbejde for, at der senest i 2010 etableres S-togsforbindelse til Skævinge og Gørløse.
|
|
|
Kommunalbestyrelsens vision Kommunalbestyrelsen vil arbejde for at fortsætte den positive befolkningsudvikling, som vi har oplevet de senere år. Væksten skal sikre økonomisk bæredygtighed og fortsat selvstændighed.
Udviklingen skal skabe mulighed for at gøre Skævinge til kommunens attraktive midtpunkt med flere butikker og servicefunktioner, men de øvrige byer skal også have del i udviklingen.
Nøgleordene er trivsel og vækst, hvor væksten skal ske under hensyntagen til de borgere, som allerede bor i kommunens overskuelige, trygge og velfungerende lokalsamfund. Væksten skal give nuværende og kommende borgere forbedrede levevilkår og muligheder i form af butikker, service, S-tog mv.
De grønne kvaliteter skal respekteres og styrkes i forbindelse med byudviklingen. |
|
 Skævinge Kommune er et godt sted for børn at vokse op. Derfor flytter mange børnefamilier i disse år til kommunen.
 Fra Skævinge og Gørløse er der baneforbindelse til Hillerød og Frederiksværk. Målet er at der senest i 2010 etableres en egentlig S-togsforbindelse.
|
|